Internettet - nyt medie, nye problematikker?

Et speciale om danske forældres holdning til og håndtering af deres børns sikkerhed på internettet


Specialet er skrevet af Betina Engelhardt, Maja Aagaard og Maria Stedal ved institut for Kommunikation på RUC.
Forfatterne kan kontaktes på e-mail: mstedal@gmail.com


Specialet tager udgangspunkt i forældreperspektivet i den danske del af SAFT-undersøgelsen og udspringer af et samarbejde med Medierådet for Børn og Unge. Formålet med undersøgelsen er at belyse danske forældres holdninger til og håndtering af deres børns sikkerhed på internettet og efterfølgende udarbejde et forslag til et kommunikativt tiltag fra Medierådet for Børn og Unge til danske forældre. For at belyse forældrenes holdninger og opfattelse af deres børns internetbrug har vi foretaget en kvalitativ fokusgruppeundersøgelse bestående af 3 fokusgrupper med forældre til børn i aldersgrupperne 6-8 år, 9-12 år og 13-16 år.


Forældrenes bekymring

Hovedkonklusionerne i specialet er, at forældrene til børnene i alle tre aldersgrupper oplever problemer i forhold til deres børns sikkerhed på internettet, men at de i høj grad selv er i stand til at håndtere problematikkerne. Ydermere er graden af forældrenes bekymring i nogen grad afhængig af børnenes alder, men forældrene i alle tre fokusgrupper oplever dog at porno, helbredsproblematikker og kildekritik er eksisterende problematikker i forhold til deres børns brug af internettet. Forældrene til børn i aldersgruppen 6-8 år er dog ikke nær så bekymrede som forældrene til børn i de to ældre grupper for ovenstående problematikker, idet deres børn endnu ikke har de nødvendige læse- og skrivefærdigheder til at færdes alene på internettet. På trods af børnenes begrænsede brug af internettet reflekterer forældrene dog særligt over porno på internettet, som de ønsker at beskytte deres mindre børn imod. Chatproblematikker er derimod særligt nærværende for forældre til de 13-16-årige, idet de fleste forældre allerede har gjort sig erfaringer med deres børns brug af chat.


Forældrenes håndtering

Forældrene i de tre fokusgrupper håndterer i høj grad de aktuelle internetproblematikker ensartet, idet de lader børnene drage deres egne erfaringer på internettet. Samtidig skaber de dog de rammer, som børnene skal agere inden for i form af regulering af børnenes internetadgang og aktiviteter på internettet. Forældrene påpeger i denne forbindelse, at de går i dialog med børnene, da det er uhensigtsmæssigt udelukkende at opstille regler. Undersøgelsen peger ydermere på, at der eksisterer en række generationsmodsætninger mellem forældrene og deres børn. Forskellen mellem forældrenes og børnenes internetkompetencer danner baggrund for en generationsmodsætning, idet især de større børns internetkompetencer ofte overstiger forældrenes. Forældrenes internetkompetencer har ifølge vores undersøgelse i nogen udstrækning betydning for, hvorledes de oplever internetproblematikker, og i hvor høj grad de bekymrer sig for deres børns færden på internettet. Der er i undersøgelsen en tendens til, at superbrugerne er mindre bekymrede end de uøvede brugere.