SAFT og Medierådet for Børn og Unge har foretaget en undersøgelse, som sætter fokus på de få børn og unge, der spiller meget online computerspil.
Baggrund
Undersøgelsen er en pejling af børn og unges store tidsforbrug af online computerspil med henblik på at få en større forståelse af hele konteksten omkring spilsituationen og tidsforbruget.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i SAFT-børneundersøgelsen, som viste, at kun 6% af de 9-16-årige spiller 15 timer eller mere om ugen, og kun 2% spiller mere end 20 timer. Ud af dem, er det de 12-16 årige, som sidder længst tid ad gangen, når de spiller.
Derfor sættes der i denne undersøgelse fokus på en gruppe 12-16 årige, som spiller mellem 7-42 timer om ugen. Gennem interview med spillerne, indkredes svar på, hvorfor computerspillet optager så meget af deres tid - hvad kendetegner spilforbruget og spiloplevelsen? Derudover giver undersøgelsen et indblik i forældrenes holdning til og rolle i børnenes spilvaner.